Historisk biografisk metod
behandlar metod har självklart funnits i tidigare nummer av Historisk tidskrift; bl. a. om bio - grafisk metod (Bo G. Hall, ”Kan biografisk metod vara vetenskap?”, Historisk tidskrift På det nordiske historikermøde i Tammerfors i august havde professor Arne Jarrick fra Stockholms Universitet arrangeret en session om den historiske biografi. Som indledere havde han bl. Arne Jar ricks mening var, at alle indledere skulle tage udgangspunkt i en række af de samme spørgsmål om den historiske personligheds betydning, biografiens emneområder, metode og kilder.
En god idé, hvis vi som indledere havde kunnet gennemføre den. Men vi kom aldrig rigtigt i samtale.
Historisk metode er mere end kildekritik
Den danske debat om den historiske biografi har givet genlyd i de øvrige nordiske lande, men vi har ikke grund til at være stolte af vort debatniveau, som savner lydhørhed over for andres argumenter. Dette problem gælder ikke blot inden for biografidebatten, selv om det har vist sig meget tydeligt her. Det er desværre et ikke usædvanligt fænomen i det danske historikermiljø. Så snart vi skriftligt eller mundtligt står foran en offentlighed, sætter vi hellere hinanden i bås end fører en dialog.
En skam, fordi det f. Debatten om genrens muligheder og begrænsninger rejstes i forlængelse af Niels Thomsens opposition ex auditorio til mit disputatsforsvar for den biografiske afhandling om. Natalie Zahle i Nu er der gået fem år, og jeg vil i det følgende blot svare for min egen del. Jeg nærer stor respekt for Niels Thomsens metodiske bevidsthed og historiske begavelse.
Historisk tidskrift 127:3 • 2007
Han er én af de danske historikere, det er morsomt at diskutere med, bl. Thomsens spontane, mundtlige opposition til mit disputatsforsvar lagde op til en debat om historiesyn og relevansspørgsmålet. Dette gav mig en spændende respons og sandsynligvis Zahlebogen en reklame, som den måske ikke havde fået uden hans indsats. Det var jeg naturligvis ikke übegejstret for. Men oppositionen gav også Thomsen anledning til at skyde sig selv i foden, idet han skærpede sit indlæg i en skriftlig opposition, hvor han modsagde sig selv i forhold til det, han som formand for bedømmelsesudvalget havde skrevet under på i det skriftlige votum, der antog disputatsen, og som jo ifølge sagens natur aldrig bliver offentliggjort.
Det første var fint og levede op til, hvad man ideelt set kan ønske sig som præses til et disputatsforsvar, der jo ikke bare skal være enten ros, ris eller pedantisk flueknepperi på detaljer.
Det sidste var ufint, og i virkeligheden uden for al videnskabelig etik. Dette sidste var jeg selvfølgelig overordentlig forbløffet over, men valgte at lade sagen falde til ro af sig selv. I den artikel om den skæve sø i biografiens nye bølge, som redaktionen af Historisk Tidsskrift har bedt mig om at svare på i dette nummer, har Thomsen blødt sin skarphed op, men blander til gengæld forskellige debatindlæg sammen i én pællemælle.
Som om han står i havkanten og ikke kan se havet for bar' skæve søer og utidige bølger, der vælter ind over land. Som om han føler sig kaldet til at dæmme op, og i sin iver ikke kan skelne mellem tidevandsbølger, skæve søer eller sunde, friske bølger. Det er jo op til en professor af faget at vurdere og skelne. Derfor er en artikel fra hans hånd om biografigenren helt berettiget. Det er også en smule imponerende, at en professor, der i den grad ikke bryder sig om den historisk-biograflske genre, lægger så megen energi og belæsthed i at forholde sig til den.
Men det er trist, at noget køres sammen, som helst skulle have været adskilt. Thomsen stiller det relevante spørgsmål: Når der nu er sket den kvalitative forandring i historieskrivningen, at fokuseringen på individet ikke bare bruges »til at forstå samfundets struktur, forandring og omskiftelser,men til at belyse menneskets tilværelse«, hvilke spørgsmål stiller så dette til »vort fags mulige og naturlige grænser«?
Kan historiefagetmagte opgaven? Hertil må jeg først bemærke, at der vel ikke er nogen grænser - og da slet ikke inden for videnskaben, der er »naturlige«. Videnskaben er menneskeskabt, fagområderne såvelsom disciplinerne. Det menneskeskabte ændrer sig og har ændret sig historisk. Historiefagets grænser er altså ikke naturlige, men sat af os selv, og de ændrer sig med os og vor tankegang. Bortset fra dette, er Thomsens spørgsmål vigtigt, og et stykke af vejen er jeg ganske enig i betragtningerneover de mange uheldige faldgruber en historisk biografi kan dumpe i.
Der er simpelthenuhyre sjældent tilstrækkelig empirisk dokumentation til at kunne føre en psykologisk samtale med »klienten«. Samtidig er det de færreste professionelle historikere, der er professionelt psykologisk uddannet. Historikere er således generelt ikke hjemme i psykologisk teori og metodepå andet end amatørniveauet. Vi bør derfor holde os fra at drive egentlig psykohistorie. Jeg kan også tilslutte mig Niels Thomsen deri, at det, han kalder »intime kilder«, ofte »kan rumme lige så meget overlagt, lodret løgn, ja endnu mere unøjagtighed og proportionssvigt end de offentlige«.
Men når det er sagt, bør historikere efter min mening ikke afholde sig fra forsøget på at spore den mentale struktur i historiske skikkelsers personlighed,givet et tilstrækkeligt kildegrundlag. En struktur, der nødvendigvismå spores både i personens offentlige og privat-sociale færden. Her står Thomsen og jeg til gengæld ikke på linie.